Ugens gæst i Langsomme Samtaler er den amerikanske historiker John Lewis Gaddis, professor i militær- og flådehistorie på Yale University og en af de mest indflydelsesrige historikere inden for Den Kolde Krig. Anledningen er et essay, han skrev i 1987, The Long Peace, som kom til at give navn til den usædvanlige periode, verden havde oplevet siden Anden Verdenskrig.
Gaddis’ pointe var ikke, at verden havde været fredelig. Korea, Vietnam og Algeriet var blandt de blodige krige, der prægede årtierne efter 1945. Det historisk enestående var noget andet: Stormagterne gik ikke direkte i krig med hinanden, og efter Hiroshima og Nagasaki blev atomvåbnene aldrig taget i brug igen. Det ultimative våben var blevet opfundet, men netop truslen om dets anvendelse var med til at sætte grænser for stormagternes krigsførelse.
Næsten 40 år efter The Long Peace spørger Rune Lykkeberg, om vi stadig lever i den lange fred. For på den ene side består dens vigtigste præmisser: Der er fortsat ingen direkte krig mellem supermagterne, og atomvåben er ikke blevet anvendt. Også Vestens ageren i Ukraine er præget af det afgørende hensyn, at konflikten ikke må udvikle sig til en direkte konfrontation mellem Rusland og Vesten og i sidste ende en atomkrig.
På den anden side ser verden stadig mindre fredelig ud. Krigene i Ukraine og Gaza og konflikterne i Iran, Sudan og Yemen ledsages af en oplevelse af, at de institutioner, der skulle skabe og bevare freden, er under afvikling. Så hvor længe kan den lange fred egentlig vare? Og har den fred, vi har vænnet os til, altid haft en pris i form af de krige, stormagterne har accepteret, så længe de ikke selv kom direkte i konflikt?
Det er en samtale om atomvåben og afskrækkelse, om krig og stormagtspolitik og om den militære strategi, Gaddis også har beskæftiget sig med i On Grand Strategy. Men først og fremmest er det en samtale med historikeren, der lærte Rune Lykkeberg at forstå den fred, vi har levet under, om hvorvidt den nu er ved at slutte.
Podden och tillhörande omslagsbild på den här sidan tillhör
Dagbladet Information. Innehållet i podden är skapat av Dagbladet Information och inte av,
eller tillsammans med, Poddtoppen.