Det handler prædikenen om

Ellen Frismodt runder serien Gå med galaterne af med brevets sidste kapitel. Hun begynder med at få styr på det begreb, der har fyldt hele diskussionen i menighederne i Galatien: omskæring. Med afsæt i Guds pagt med Abraham i 1. Mosebog 17 forklarer hun, hvorfor omskæring for nogle jøder var – og er – en central identitetsmarkør, og hvordan Paulus vender billedet om: Den, der lader sig omskære for at blive accepteret af Gud, gør sig til slave af loven og afskærer sig fra nåden.

Paulus' pointe er, at der ikke er noget, vi kan eller skal gøre for at blive Guds børn. Vores identitet står fast, når vi vælger troen til – uanset om vi har en god eller en dårlig dag. Men i kapitel 6 peger Paulus på en tredje position, ud over "omskåret eller ikke omskåret": Det, der betyder noget, er, om et menneske har modtaget det nye åndelige liv. Den åndelige markør trumfer alle fysiske markører, og i lyset af korset opløses de positioner og hierarkier, vi ellers deler os op efter.

Ellen gør det personligt: Har vi fysiske markører i vores liv, der er blevet vigtigere end den åndelige – forestillinger om, hvor meget vi skal læse i Bibelen eller bede for at være "ordentligt" troende? Hun fortæller om at komme til tro som mor til to små børn og opdage, at Gud også kan mødes gennem børnenes umiddelbarhed og gennem frihed i hverdagen. Herfra folder hun ud, hvad der kendetegner det åndelige liv: en bevægelse væk fra os selv og ind i Guds verden, hvor Guds fortælling bliver vores. Til sidst tager hun fat i "vi høster, som vi sår" og viser, at Paulus ikke er imod gerninger – men at Jesus skal være kernen, og gerningerne skal flyde ud af troen.

Centrale pointer

  • Omskæring var en identitetsmarkør i den gamle pagt; hos Paulus bliver den et billede på slaveri under loven, når den gøres til betingelse for nåden.
  • Der er intet, vi skal præstere for at blive Guds børn – vores identitet står fast, når vi vælger troen til.
  • Det afgørende er hverken omskåret eller ikke omskåret, men om man har modtaget det nye åndelige liv (Gal 6:15). Den åndelige markør trumfer de fysiske.
  • Den sande omskæring foregår i hjertet (Rom 2) – det er hjertet, der skal forandres, ikke de ydre tegn.
  • Tro og gerninger er ikke modsætninger: Jesus er centrum, troen forbinder os med ham, og gerningerne flyder ud af troen – vi høster, som vi sår.

Bibeltekster: Galaterbrevet 6:1-18 (oplæst), 1. Mosebog 17:9-14, Galaterbrevet 3:28, Galaterbrevet 5:6, Romerbrevet 2:28-29, Johannesevangeliet 1:1-4.

Læs hele transskriptionen

Transskriptionen er lavet automatisk ud fra lydoptagelsen og efterfølgende renset. Der kan forekomme enkelte fejl.

Oplæsning af Galaterbrevet 6:1-18: Hvis nogen af jer kommer til at gøre et fejltrin, skal I andre, som er stærkere i Ånden, hjælpe vedkommende op igen, men gør det nænsomt. Glem ikke, at det kunne have været jer selv, som faldt for en fristelse. Vær med til at bære hinandens byrder. På den måde opfylder I Kristi kærlighedslov. Hvis I tror for meget om jer selv, bedrager I jer selv. I må hver især vurdere jeres egne handlinger. Er I tilfredse med dem, kan I være glade. Men lad være at sammenligne jer med hinanden. I må tage det ansvar på jer, som I hver især har fået. De, der modtager undervisning i Guds ord, bør dele alt godt med dem, der underviser dem. Bedrag ikke jer selv. Tag ikke Guds godhed for givet, for hvad et menneske sår, skal det også høste. De, der investerer i deres eget selviske begær, vil høste død og ødelæggelse, men de, der investerer i det, som Helligånden ønsker, vil høste evigt liv ved Helligånden. Lad os ikke blive trætte af at gøre det rette, for det vil resultere i en rig høst, når tiden er inde, blot vi ikke giver op. Lad os derfor bruge enhver anledning til at gøre godt mod alle mennesker, men især mod dem, vi hører sammen med i troen på Kristus.

Det her skriver jeg selv. I kan kende min håndskrift på de store bogstaver. De, der gerne vil gøre jøderne tilpas, prøver at tvinge jer til at blive omskåret. De ønsker nemlig ikke at blive forfulgt på grund af budskabet om, at Gud accepterer mennesker alene ved tro på Kristus, uden omskærelse. De jødekristne, som lægger så meget vægt på omskærelse, overholder ikke selv alle de jødiske love, men de vil gerne have jer omskåret, så de kan prale af jeres omskærelse over for andre jøder. Men hvis jeg skal prale af noget, bliver det kun af, at Jesus Kristus, vores Herre, døde på korset for vores skyld. På grund af hans død er verden som død for mig, og jeg er som død for verden. Om man er omskåret eller ej, har intet at gøre med at blive accepteret af Gud. Det, der betyder noget, er, om et menneske har modtaget det nye, åndelige liv. Alle, som følger disse anvisninger, vil opleve Guds fred og barmhjertighed. De udgør det sande Israel, Guds folk. Lad ingen volde mig flere bryderier. Det er jo mig og ikke de omtalte folk, der går rundt med ar på kroppen, og det gør jeg, fordi jeg fortæller om Jesus. Herren Jesu Kristi nåde være med jeres ånd. Amen.

Ja, så er det i dag, vi lander i Galaterbrevet. Mit navn er Ellen Frismodt, jeg er præst her i kirken, og jeg kommer ikke til at tage jer igennem det her kapitel vers for vers, for det har vi haft vores andagter til igennem den sidste uge, som I har kunnet følge med i. Men jeg kommer til at runde af og samle op på Galaterbrevet, som vi jo har fået lov at dybe os i hen over seks søndage. Jeg fik lov at starte med kapitel 1, og nu får jeg lov at slutte af med kapitel 6. Så jeg kan lige rette op på det, de andre har sagt ind imellem. Nej, faktisk har jeg været ret begejstret for de prædikener, der har været ind imellem, så alt er godt – og ikke mindst for vores andagter.

Men måske er det gået op for dig, hvis du har fulgt med i vores andagter og været med alle de her seks søndage, at Galaterbrevet er et ret passioneret brev, som er skrevet ud fra Paulus' skuffelse, hans vrede og nok også en sorg over, at galaterne – de nyplantede menigheder, han har plantet i Galatien – så hurtigt i et eller andet omfang har vendt hans budskab ryggen. Han har været på besøg hos dem. Han har investeret tid i dem. Han har investeret kræfter i dem. Og alligevel vælger de at lytte til nogle andre. Og de her andre stiller spørgsmålstegn ved det, Paulus har fortalt galaterne, eller siger, at det, Paulus har lært dem, ikke er hele sandheden.

Som det nok også er gået op for jer, er en af de helt centrale tematikker, som vi også læser om her i kapitel 6, omskæring – dens betydning og dens funktion. Det er ligesom et omdrejningspunkt for den diskussion, der er opstået i menighederne i Galatien, og som Paulus forsøger at tale ind i. Flere af jer har faktisk været henne ved mig undervejs og spurgt: Det der med omskæring, hvad er det nu, det er for noget, og hvad betyder det egentlig? Så jeg tænkte, at vi lige skulle have det på plads.

Omskæring af drengebørn var – og er stadig hos nogle jøder – en central praksis, som i et eller andet omfang betragtes som en identitetsmarkør. Helt lavpraktisk sker der det, at forhuden på penis fjernes helt eller delvist, når drengen er otte dage gammel. Og hvorfor det? Fordi der er jøder, der betragter omskæring som påkrævet af Gud. Og hvorfor gør de det? Fordi de læser helt tilbage i 1. Mosebog om den pagt, Gud indgår med Abraham i kapitel 17. Nu tager vi den lige, så bliver I lidt klogere. Der står: "Men du skal holde din del af pagten." Det er Gud, der siger det til Abraham, i forbindelse med at han lover ham, at hans efterkommere skal blive talrige og magtfulde. "Det gælder både dig og dine efterkommere fra slægt til slægt. Alle mænd og drenge iblandt jer skal omskæres. Det skal være tegnet på, at I vil holde pagten. I skal omskære alle drenge på den ottende dag efter fødslen. Det gælder også slaver, der hører til jeres husstand. Det skal være tegnet på pagten mellem os til evig tid. Enhver, som ikke bliver omskåret, skal udelukkes fra folket, for han har brudt min pagt." Så derfor er der jøder, der betragter omskæring som helt centralt. Der er også muslimer, der bliver omskåret, og jeg læste et sted, at man antager, at en tredjedel af verdens mænd i dag er omskåret. Så det er faktisk en ret stor ting derude.

Men hvis vi vender fokus mod Paulus og Galaterbrevet: Hvad så med omskæring hos Paulus? Paulus taler her om omskæring både konkret og metaforisk. Paulus' modstandere argumenterer for, at omskæring er et tegn på, at man tror, og at omskæring derfor er en identitetsmarkør – det siger noget om, hvem du er, og hvad du tror på. Det taler Paulus imod. Metaforisk bruger Paulus omskæring som et billede på slaveri: som et billede på det, der tilhører den gamle pagt, det, der var under loven. Når man lader sig omskære, gør man sig dybest set til slave af loven, fordi den kræver omskæring. Han går så vidt som til at sige, at hvis de i menighederne accepterer omskæring som markør for deres kristne tro, så afskærer de sig fra Jesus og binder sig til loven – slaveriet. De gør omskæring til et middel til at modtage nåden. Men Paulus' pointe er, at der ikke er noget, vi kan eller skal gøre for at modtage nåden og blive Guds børn.

Og det er faktisk her, synes jeg, at Paulus' brev – på trods af at det er skrevet for næsten 2.000 år siden – bliver relevant for os. For det gælder også for os i dag: Når vi siger ja til Jesus, er der ikke noget, vi kan eller skal gøre for at blive Guds børn. Der er ikke noget, vi skal præstere. Vores identitet som Guds børn står fast, når vi vælger troen til i vores liv. Det har vi lige set fire mennesker gøre her. De troede allerede, men her bekendte de det over for os. Vores identitet som Guds børn står fast, når vi vælger troen til – og den står fast, uafhængigt af om du har en god dag eller en dårlig dag. Det handler dybest set om at forstå, at kærligheden fra Gud er blevet givet til os. Vi skal ikke kæmpe for at holde fast i den. Vi skal ikke kæmpe for at være elsket. Vi skal leve, fordi vi allerede er elsket.

Gennem hele Galaterbrevet har Paulus kridtet to baner op. Han har formidlet to scenarier, to positioner. Det har været et enten-eller: loven eller løftet. Frelsen i din egen kraft ved at opfylde alt det, loven siger, du skal gøre – eller frelsen i Guds kraft igennem din tro. Men jeg synes, det er, som om der her til sidst sker noget med de fronter, Paulus så skarpt har trukket op. For Paulus fokuserer nu på det med omskæringen, som debatten i menighederne så meget har taget udgangspunkt i, og siger pludselig: omskåret eller ikke omskåret. Galaterne har gjort "omskåret eller ikke omskåret" til et spørgsmål om fysiske markører på tro eller ikke-tro. Men Paulus peger nu på en helt tredje position – ikke en fysisk markør, men en åndelig identitetsmarkør, der træder i kraft, når man vælger Jesus til i sit liv. Han skriver i kapitel 6, vers 15: "Om man er omskåret eller ej, har intet at gøre med at blive accepteret af Gud. Det, der betyder noget, er, om et menneske har modtaget det nye åndelige liv."

Så Paulus sætter det her meget klart: Det handler om at modtage det åndelige liv, som man får igennem sin tro på Jesus. Omskæring er ikke en markør på, at du tilhører Jesus – ligesom det, at du ikke er omskåret, heller ikke nødvendigvis er en markør på, at du tilhører Jesus eller er et Guds barn. Det, der betyder noget, er at modtage det nye åndelige liv. Den åndelige markør. Det nye liv, som vi får adgang til igennem troen på Jesu død og opstandelse. Og når vi træder ind i det liv, mister de polariseringer, de fronter og positioner mellem omskåret og ikke-omskåret deres kraft. Hvis I kan huske tilbage til Galaterbrevet kapitel 3, vers 28, det meget berømte vers, der beskriver den nye enhed, der opstår, når vi træder ind i det nye liv og tilhører Jesus: Der ophæves modsætningsforholdet mellem jøder og grækere, slaver og frie, mænd og kvinder. For vi bliver ét. Vi ligger ikke længere under for den fysiske verdens love i form af idéer om, hvad vores etnicitet, vores sociale klasse, vores køn, eller om vi er omskåret eller ej, gør ved os. Det er ikke der, vi skal kigge hen mere. Nu skal vi kigge mod det nye åndelige liv og de værdier, der gennemsyrer det liv. Der træder man ind i et liv, der hæver sig op over det her, og hierarkier, modsætningsforhold og polariseringer opløses. For den åndelige markør trumfer de fysiske markører.

Jeg havde faktisk et billede på det. Det kan godt være, vi har to positioner og står på hver sin side af korset og mener noget forskelligt. Men når vi fokuserer op mod korset – i lyset af korset – bliver de positioner ophævet. For i livet med Jesus bliver vi alle sammen koblet sammen. Vi bliver alle sammen lemmer på ét legeme, og så opløses alle de her ting. I Romerbrevet 2 gør Paulus det endnu mere eksplicit. Han taler om den type omskæring, vi faktisk har brug for. Han siger til jøderne: Du har det ydre tegn på at være jøde, nemlig omskærelsen, men det er ikke nok til at gøre dig til sand jøde. At være sand jøde er en hjertesag, ikke en formsag. Den virkelige omskærelse foregår i hjertet. Det er en åndelig indvielse til Gud. Sande jøder søger anerkendelse hos Gud, ikke hos mennesker. Jeg ved godt, at Paulus taler til jøderne her, men han kunne lige så godt tale til os. Det samme gælder for os i dag: Den sande omskæring finder sted herinde i hjertet. Det er vores hjerter, der skal forandres.

Og jeg tror, det nogle gange kan være gavnligt at spørge os selv, om vi har fysiske markører i vores liv, der på en eller anden måde er blevet vigtigere end den åndelige markør. Er der fysiske markører i dit liv, du står fast på, på trods af at du typisk godt ved, at det ikke er dem, der er afgørende? Det kan være en overbevisning om, at jeg skal gøre det her for at være en god kristen – ellers lever jeg ikke det gode åndelige liv. Det kan være, at du har en idé om, at du skal læse så og så meget i Bibelen eller bede så og så meget, ellers er du ikke en ordentlig troende.

Og det sjove er, at da jeg sad og skrev det her, kom jeg til at tænke på, dengang jeg lige var kommet til tro. Jeg kom til personlig tro, da jeg var i starten af 20'erne. Så var der nogle mennesker, der fortalte mig, hvor fantastisk det var at stå op klokken fem-seks stykker om morgenen og sidde og have god tid sammen med Jesus og læse i Bibelen. Det gav en fantastisk start på dagen. Og det er ikke, fordi jeg taler imod det – det er jeg sikker på, det gør. Men dengang var jeg mor til to små børn, som på ingen måde gav mig hverken ro eller plads til at sidde en time hver morgen og læse i min bibel og være stille. Så jeg lærte der, at der også kan være andre måder at være sammen med Gud på. Jeg har stadigvæk dage, hvor jeg ikke får mig sat ned med min bibel. Nu er den ude – jeg er præst. Men det sker stadigvæk, at der er dage, hvor jeg ikke får mig sat ned med min bibel. Jürgen og Johnny sidder og kigger på hinanden. Men så er jeg jo sammen med Gud på andre måder. Det er ikke, fordi jeg siger, at I bare skal lade være med at læse jeres bibler. Men jeg siger, at I skal lade være med at slå jer selv i hovedet, hvis I ikke får det gjort. Der er andre måder at blive fyldt af Gud på.

Jeg ved ikke, hvordan I havde det, da I så børnene stå og synge "Dette lille lys". På det tidspunkt, hvor jeg havde to små børn, var det faktisk meget igennem mine børn, at jeg oplevede Gud. Vi havde lige i den her uge et menighedsmøde, hvor Linette fortalte om det at være i børnekirken og hvordan hun oplever det dernede, og jeg kunne nikke så meget genkendende til det. I den fase af mit liv var det rigtig meget igennem mine børn, jeg oplevede Gud. Når jeg så deres nysgerrighed, deres umiddelbarhed, deres måde at tænke tro på, så tænkte jeg bare: Wow, Gud, de lærer mig mindst lige så meget, som jeg lærer her i kirken. Så jeg tror virkelig, vi skal være bevidste om, at vores relation til vores far i himlen kan vi arbejde på på mange måder – også ud over at læse i Bibelen og bede. Da vi havde briefing inden gudstjenesten, løb der nogle børn rundt nede bagved og legede fangeleg. Ja, de larmede lidt, men jeg tænkte bare: Hvor er det fantastisk, at der er frihed i det her hus til at gå rundt og være barn. Det gav mig noget i forhold til at tænke: Jeg er også fri til at være her på den måde. Jeg løber måske ikke rundt og leger fangeleg – så gør jeg noget andet.

Og hvad kendetegner så det åndelige liv, når vi vælger at følge Jesus? For mig at se starter der en bevægelse, som er lidt kontraintuitiv. Vi har hørt i mange af vores andagter og prædikener om den kamp inden i os mellem ego og ånd. Egoet forsøger at trække os hen mod de egoistiske handlinger, som står i vejen for det åndelige liv. Men ved I hvad – når vi begynder vandringen med Jesus, tror jeg på, at vi begynder på en vandring væk fra os selv og hen imod Gud. Så er det ikke længere mig. Det er mindre mig. Det er at give slip på mig. Ikke længere mig i centrum.

I min citygruppe læser vi lige nu en bog af en meget god forfatter, Henri Nouwen. Den hedder "Invitationen", og jeg ved, at den kan købes i Johnnys boghandel – hermed er den reklame givet videre. Vi mødtes i tirsdags og læste et kapitel, og vi var ret begejstrede for et billede, der bliver brugt i bogen: at når vi vælger at følge Jesus, sker der noget nyt. I stedet for at jeg siger "Gud, kom ind i min verden" og trækker Gud ind i min verden, handler det om, at det er os, der træder ind i Guds verden. Så træder jeg ud af mit eget narrativ om, hvordan mit liv ser ud, og ind i Guds fortælling om, hvordan mit liv og verden ser ud. Jeg får nye briller at se verden med. Guds narrativ bliver mit. Vi bliver inviteret til at træde ind i Guds verden, som er så kontraintuitiv og så meget imod alt det, vi oplever ude i verden. For det er i ham, vi vil opdage, hvem vi virkelig er. Lige der – uden ego, uden omverden, uden de fysiske markører. Og jeg ved godt, at der er en lang rejse derhen. Men lige der, i Guds omvendte rige, er der noget nyt, der kan vokse frem. For i Guds rige bliver ting vendt på hovedet. Mennesker, som i vores verden bliver dømt ude, set ned på eller betragtet som mindre værd end de andre – alt det bliver sløjfet. Positionerne og hierarkierne opløses. Når vores virkelighed flytter ind i Guds rige, smuldrer magtens perspektiv, verdens logik træder ud af kraft, og så lever vi hinsides verdens logik.

Måske sidder du og tænker, at det havde de vel brug for at høre, alle de mennesker i menighederne i Galatien – at de skal give slip på deres stræben efter fysiske markører og finde ind i den åndelige markør, som giver livet et nyt perspektiv. Jeg tænker, det stadig er en relevant pointe for os i dag, for vores nutidige måde at være i verden på er fyldt med fysiske markører. Måden, vi klæder os på, bilen, vi kører i, cyklen, vi cykler på – alt det, vi gør, bliver en markør for, hvem vi er eller ønsker at vise, vi er. Men i sidste ende er det ikke det, det kommer an på. Det er vores hjerte – det, vi bærer indeni, og hvordan det kommer til udtryk igennem det, vi gør. Så den åndelige markør skal gerne trumfe de fysiske markører. Vi kan gå rundt og gøre en masse gode handlinger, men hvis de ikke udspringer af kærlighed til Gud og vores medmennesker, men kun af kærlighed til os selv, tror jeg faktisk ikke, det leder os noget godt sted hen. Så fodrer vi bare vores ego.

Og det leder os til en anden central passage i kapitel 6: at vi høster, som vi sår. Her siger Paulus: "Bedrag ikke jer selv. Tag ikke Guds godhed for givet, for hvad et menneske sår, skal det også høste. De, der investerer i deres eget selviske begær, vil høste død og ødelæggelse, men de, der investerer i det, som Helligånden ønsker, vil høste evigt liv ved Helligånden." Han bliver ret skarp i sin retorik her – vi kan godt kende Paulus igen, det har han været tidligere i brevet. Jeg tænker, at han taler om åndelig død og ødelæggelse: at når vi kun sår ind i os selv, så smuldrer livet lidt inden i os. For når vi kun er optaget af at gøre en forskel for os selv, kommer det på et eller andet tidspunkt til at være på bekostning af nogen andre.

Det faktum, at Paulus taler om vigtigheden af at så, viser, at det heller ikke handler om tro eller gerninger. Den misforståelse falder vi nogle gange for – måske også i Galaterbrevet, fordi der er så meget lov versus nåde: på den ene side den jødiske lov, der foreskriver alt det, du skal gøre, og på den anden side nåden, der tager udgangspunkt i at modtage og leve i troen uden at være bundet op på noget, vi skal. Det kan tolkes som en modsætning mellem gerninger og tro, men det er ikke nødvendigvis det skisma, Paulus opstiller. Paulus har ikke noget imod gerninger i sig selv. Hvis I læser hans breve, også Galaterbrevet, handler det rigtig meget om at gøre det, der er godt. Det afspejler Paulus' fokus på, at vi høster, som vi sår – vi kan jo kun høste, hvis der er blevet sået noget, så der har været en handling, der gik forud. Paulus siger i kapitel 5, at det eneste, der betyder noget, er den tro, der leves ud i kærlighed. Tro er altså ikke noget passivt – "nu modtager jeg bare troen, sætter mig ned, og så er jeg en god kristen." Troen er aktiv og skal leves ud i kærlige gerninger. Problemet opstår, hvis gerningerne pludselig trækker noget ud af troen. For tro har en relationel kerne, nemlig relationen til Jesus. Og for Paulus handler det om, at gerninger ikke må blive kernen – for det er Jesus.

Paulus' afstandtagen fra loven handler ikke om, at de gerninger, der er bundet op på loven, i sig selv er dårlige. Han siger bare, at de ikke må blive det centrale i dit forhold til Gud. For Paulus er både tro og gerninger vigtige, men der er kun én kerne, ét centrum, og det er Jesus, som vi er forbundet med i tro – ikke i gerninger. Troen skal være i midten. Det er det, der forbinder os med Jesus. Det er det første. Det næste er, hvordan den tro afspejles i det, du gør. Det centrale spørgsmål er: Har du modtaget det nye liv? Har du centrum på plads? For ud af det flyder de gode gerninger. Lev i det.

Jeg tror, langt de fleste af os navigerer ud fra et ønske om at gøre en forskel – ikke kun for os selv, men for andre. Det er det, jeg hører rigtig meget fra mennesker, når jeg spørger dem, hvad de drømmer om: "Jeg vil så gerne gøre en forskel." Og flere og flere kigger faktisk i retning af troen for at finde ind i det formål. Linette kommer i forbindelse med vores indsamling til at tale om en undersøgelse fra Bibelselskabet, der lige er kommet ud i den her uge, som viser, at der er noget her i Danmark, der er ved at flytte sig omkring tro. Der står helt konkret, at troen ikke er vendt tilbage som en fælles kulturel norm, men i stigende grad er ved at vende tilbage som et personligt valg. Det er konklusionen i undersøgelsen fra Bibelselskabet – I kan finde den på nettet. Og det med, at troen er et personligt valg, er helt i tråd med det, Paulus prøver at sige til os her: Det er hjerterne. Vi skal have omskårne hjerter. Vi skal vælge ham til. Det starter med, at vi vælger Jesus i vores hjerter, og derudaf flyder gerningerne. Det er det, Paulus håber, galaterne nu forstår, så han kan få lov til at gå videre med galaterne.

Og nu runder vi Galaterbrevet af. Jeg vil gerne slutte med det, I måske også har læst i dag i andagten. Da jeg læste kapitel 6 som det sidste, kom der et billede til mig af Paulus. Han står tilbage her ved afslutningen af Galaterbrevet med en bevidsthed om, at uanset hvad galaterne nu vælger at gøre eller ikke gøre, så har han sendt dem brevet. Han har ikke herredømme over, hvordan de responderer. Han har ikke bare leveret sit budskab, han har også vist dem, hvordan det skal leves ud. Kan I forestille jer Paulus, der ved at være færdig med at skrive brevet til galaterne læner sig tilbage og sukker dybt? Han har hældt sit hjerte ud. Nu står ordene der for evigt på et stykke – ikke papir, men papyrus. Og jeg er sikker på, at Paulus beder til, at de ord må gøre deres værk i menighederne i Galatien. Det fik mig til at tænke på Johannesevangeliet 1, vers 1 og 4: "I begyndelsen var Ordet … og Ordet havde liv i sig, der blev til menneskers lys." Så lige nu ser jeg Paulus foran mig i en stille bøn om, at hans ord nu også må bringe liv og lys, så han kan gå videre med galaterne.

Lad os bede. Tak, Gud, at Galaterbrevet også har bragt liv til os igennem de sidste seks uger. Tak, Gud, at dit ord fortsat virker som inspiration og som åbenbaring af, hvem du er, og hvad du ønsker for vores liv. Tak, at du vil lade de indsigter, vi har fået igennem de sidste seks uger med Galaterbrevet, arbejde videre i os og med os. Tak, at vi også kan gå videre med galaterne, og at vi kan bruge Paulus' ord og galaternes erfaring ind i vores eget liv.

Jeg har lavet et par refleksionsspørgsmål. Det er meningen, at man kan sidde og reflektere lidt over dem under den lovsang, der kommer. Tag eventuelt et billede af dem, så kan I også tage dem med hjem og bruge dem, hvis I har en citygruppe eller andre, I mødes med omkring dagens brød.

Podden och tillhörande omslagsbild på den här sidan tillhör Citykirken Aarhus. Innehållet i podden är skapat av Citykirken Aarhus och inte av, eller tillsammans med, Poddtoppen.