Dagen i dag er blevet brugt på hygge med et dejligt vennepar vi har. De har, ligesom os selv, et lille barn på 1 år, hvorfor samtalen ofte centrer om de søde små.
Det kan måske lyde en smule kedeligt, men vi har erfaret at det er ganske rart og befriende at være lidt sammen med ligesindede. Venner som forstår de problemer og det bøvl man tumler med dagligt, og som ikke kigger undrende på en, hvis man tager tidligt hjem, fordi det har været en hård nat.
Vi tilbragte dagen i dag på himmelbjerget, hvor vi slappede af på et medbragt tæppe. Det vil sige, nogle af os slappede af... Min kæreste og jeg kunne skiftevis rejse os fra det grønne græs i solskinnet, for at rende rundt efter vores lille dreng, som bestemt ikke var enig i, at det var værd at sidde og slappe lidt af. Han sad på intet tidspunkt stille, men valgte i stedet at spæne fra den ene ende af det åbne areal til det andet, imens han hilste på folkene på sin vej. Dejligt og hyggeligt for ham, men for min kæreste og mig betød det, at vi aldrig bare kunne sidde og slappe af, fordi han hele tiden stak af fra os.
Det lyder måske ikke som en særligt positiv oplevelse, men vi hyggede os gevaldigt og som en bonus fik vi hver især trænet benene, takket være den halvmaraton vi sammenlagt måtte ud på.
Fordi vores dreng er så aktiv som han er, har vi besluttet os for at forkæle ham med en løbecykel. Vi er lidt spændt på, om det i virkeligheden er en dårlig idé, fordi han nu kan få endnu mere fart på, og tilbagelægge endnu større distancer. Min niece har en løbecykel som vores søn af og til har leget med, og der er bestemt ingen tvivl om, at vores gave til ham kommer til at gå rent hjem. En løbecykel skulle angiveligt også være god træning for balance og motorik, og så er han formentlig bedre rustet til den dag han skal have en rigtig cykel.
