Sæson 4 af Den Grønne Sofa skydes i gang, og denne gang flytter vi fokus over på fremtidens arealanvendelse og den grønne trepart. Jens Priergaard og Anja Wejs er fortsat ved mikrofonerne – og i denne sæson faciliterer de samtaler om arealanvendelse, natur, miljø, klima og de strukturelle valg, der former Danmarks grønne omstilling.
I seks episoder dykker vi ned i, hvordan forskellige aktører med aktier i udviklingen ser på den grønne trepart: Hvad betyder den for landbruget? For kommunerne? For naturen? Og for de fonde og organisationer, der skal være med til at omsætte politiske mål til konkret handling i landskabet. Vi spørger ikke, om treparten er vigtig – det er den. Vi spørger, hvordan den bliver implementeret, hvem der får indflydelse, og hvad der i praksis kommer til at flytte noget.
Sæsonens første gæst er Hanne Haack Larsen, direktør i Aage V. Jensens Naturfond, som er Danmarks største private jordbesidder og en central aktør inden for naturgenopretning og biodiversitet. En faglig og praksisnær samtale om, hvordan dansk natur forvaltes i dag, hvilke udfordringer biodiversiteten står overfor, og hvilken rolle den grønne trepart kan få for naturen på landjorden. Samtalen kredser om store sammenhængende naturområder, kvælstofudtag, urørt skov, innovation i naturforvaltning og de politiske rammer for arealomlægning – med konkrete erfaringer fra fondens i alt 19.300 hektarer naturarealer fordelt på 31 naturområder på 23 lokaliteter.
Lyt med og få nuanceret dit perspektiv på den grønne trepart, biodiversitet og naturforvaltning – og på samspillet mellem politiske beslutninger og praksis i landskabet.
Podden och tillhörande omslagsbild på den här sidan tillhör
NIRAS. Innehållet i podden är skapat av NIRAS och inte av,
eller tillsammans med, Poddtoppen.