En lytter er blevet nysgerrig: Hvad laver Jesus egentlig i evigheden? Og hvis præsterne kan svare på det - er det egentlig ikke bare en "trøstepille", de giver for at give mennesker mulighed for at håndtere, at de har det til fælles, at de alle skal dø? En anden lytter er voldsomt udmattet af fordringerne fra Jesus: "Jeg vil gerne leve det godt, kristent liv, men for mig bliver det mere en akademisk overbevisning end en egentlig tro. Hvad stiller man op med det, lyder spørgsmålet. Endelig er en tredje lytter kommet i tvivl om, hvornår man egentlig kan betegnes som død. "Hvis man erklæres hjernedød men maskinerne, livet afhænger af, først slukkes dagen efter - hvornår er man så egentlig død", lyder spørgsmålet. Præsterne i panelet er sognepræst Sofie Skamris Pedersen fra Nørlunds Pastorat i Nordjylland, "ø-præst" på Ærø Brian Dan Christensen og generalsekretær Keld Dahlmann fra Dansk Oase. De er alle gæster hos vært Anne-Grethe Bjarup Riis.