- morens møde med Smilet, der bliver i godt humør af hendes kasket - Lars, der stadig har dårlig samvittighed. Nu må han da komme videre - Lykken, der står den kække bi … men ikke myggene, for de er irriterende
Men du påstår roligt igen og igen og igen min ven at du ikke tror den gamle Jord står i flammer
Halsen på guitaren pegede direkte mod solen. Han var en stor mand med en høj pande, forårsaget af pagehår, mens en bred næse hang halvt ned over et sort overskæg. Hans kraftige hænder ramte strengene på guitaren med voldsom kraft, og passede på den måde perfekt til ordene, der blev sunget med en dyb, rustenhæs stemme. Han gentog omkvædet med endnu kraftigere stemmeføring, så overbevisende og så pågående, at hun tog sig selv i at vende sig om for at se, om Jorden rent faktisk stod i flammer. Det var kun solens stråler, der sørgede for varmen, men den var til gengæld også så voldsom, at bare fødder blev brandmærket af byens fliser, skuldre og næser blev røde og henkastet tyggegummi boblede på lavasort asfalt.
Selv duerne havde ekstra fart på i dag for ikke at brænde fødderne.
Podden och tillhörande omslagsbild på den här sidan tillhör
Jan Sass Petersen. Innehållet i podden är skapat av Jan Sass Petersen och inte av,
eller tillsammans med, Poddtoppen.