I denne uge tænder Poptillægget for regnen, vindmaskinerne og tårekanalerne, når vi lytter os igennem Phoebe Bridgers tredje album ‘Lost Weekend’. The Atlantic kalder det: ’Et perfekt album til et frustrerende årti’. Det er muligvis også det perfekte album til overgangsårstiden; at bevæge sig fra en tilstand til en anden, fra udadvendt sommer-slutty-stemning til introspektiv selvrefleksion. Der er gået seks år siden Phoebe Bridgers udgav albummet ’Punisher’, der udkom midt i pandemien og gjorde hende til en af sin generations mest indflydelsesrige sangskrivere. Siden da er der sket meget. Hun har dannet bandet ’boygenius’ med Lucy Dacus og Julien Baker og vundet Grammyer. Hun har sunget med Taylor Swift og SZA. Hun er blevet pladeselskabschef, stilikon og genstand for en grad af sladder, man normalt forbinder med meget større popstjerner. Hun har mistet sin far. Hun har været forlovet, sandsynligvis med Paul Mescal. De er dog gået fra hinanden, og han er siden blevet kæreste med Gracie Abrams, mens Phoebe Bridgers selv har dannet par med Bo Burnham. Og nu har hun så lavet sit tredje album: ’Lost Weekend’. Et album om sorg og berømmelse. Om det at blive ældre, om ekskærester og ny kærlighed – og måske om, hvad der sker, når en sangskriver, som er blevet berømt for at fortælle os alt, pludselig opdager, at hele verden lytter med. Vi lytter til Phoebe Bridgers’ tredje, fremragende album og taler om det i dagens afsnit af Poptillægget.
Podden och tillhörande omslagsbild på den här sidan tillhör
Politiken. Innehållet i podden är skapat av Politiken och inte av,
eller tillsammans med, Poddtoppen.