Hvis du har læst titlen på ugens afsnit af Sjælesund Podcast med rynkede bryn og en uforstående mine, så er du med garanti ikke den eneste. Måske er du endda også blevet lidt provokeret? Helt forståeligt.

Stress er i sandhed blevet en folkeepidemi og mange kan nok nikke genkendende til, at den eneste kur, som vi præsenteres for i vores moderne samfund mod stress, er ro. Sygemelding, mindfulness, stilhed, et minimum af krav og pres, færre ydre stimuli, ro, ro og atter ro. 

Men hvad hvis dette ikke er løsningen på stress? Hvad hvis den opadgående kurve skal knækkes på en helt anden vis og med en helt anden tilgang?

De fleste af os kender allerede den gængse og mest udbredte metode til at bekæmpe stress, så derfor ville jeg i stedet gerne undersøge, om der mon kunne være andre bud på, hvorfor vi til stadighed ser en stigende forekomst af stress og om vi egentlig griber problemet rigtigt an?

I interviewet her kan du derfor høre psykolog, metakognitiv terapeut og forfatter til bogen "Stress dig sund" Carsten Juul give sit noget kontroversielle bud på, hvorfor stress egentlig opstår og hvordan vi undgår, at det forringer vores livskvalitet. Og ikke mindst, hvorfor stress måske slet ikke er så farligt som vi går og tror...

Jeg håber, du tør lade dig provokere lidt - rigtig god lyttelyst! 

Podden och tillhörande omslagsbild på den här sidan tillhör Sofie Hauerberg Henninger. Innehållet i podden är skapat av Sofie Hauerberg Henninger och inte av, eller tillsammans med, Poddtoppen.